Har du glemt mig?

Hej,

Har du nogle sinde tænkt dig at kontakte mig igen, eller er jeg glemt?

Sidste gang jeg hørte din stemme var i starten af August og det var en vred stemme. En stemme som jeg ofte har hørt, men aldrig brugt mig om. Jeg lyttede også tit til dig mens du snakkede sødt og kærligt – som om jeg betød noget og mere end det… måske du elskede mig?

Sidst jeg hørte din stemme havde jeg frygten om, at det var sidste gang. Jeg ved godt at jeg selv bragte det på banen, men jeg havde brug for at du skulle vide at jeg ikke var et barn længere. Jeg følte ikke at du hørte mig. Jeg følte at du bare gav slip på mig alt for hurtigt.

Døden er til tider nemmere at håndtere, selvom du ved at du er blevet forladt. Men personen som er afgået har ikke forladt dig af egen ønske. Men, det at vide at du stadig er tæt på mig men at jeg hverken kan se eller høre dig er hårdt. Det gør ondt at du bevidst har forladt mig. Det gør ondt konstant.

At jeg lever mit liv uden at vide hvordan du lever dit. At vide at jeg tænker på dig – men er jeg overhovedet i dine tanker? – jeg tvivler. For du er her stadig ikke. Hvordan håndterede du smerten og kom videre? Fortæl mig din hemmelighed for jeg vil gerne ud af smerten og komme videre ligesom dig.